Stress er mere end pres
Er vi mere belastede og stressede end tidligere? Det flyver i hvert fald rundt med statistiske “beviser” på, at det er tilfældet hos medarbejderne (særligt i det offentlige) i dag.
Der er mere pres på
Det er muligvis sandt, at de er mere pressede end tidligere, da der skal passes og forvaltes stadig flere svage borgere for stadig færre penge. I flere artikler og undersøgelser er beskrevet, hvordan medarbejderne oplever et øget psykisk pres i deres arbejde, eksempelvis i denne opsang fra fagbevægelsen, hvor 6 ud af 10 FTF medarbejdere “betegner deres job som psykisk belastende”, hvilket leder FTFs formand direkte videre til at tale om øget stress og udbrændthed som en følge af denne arbejdsbeskrivelse.
Hvor kommer tallene fra?
I det hele taget er der i medier og vores daglige tale ikke langt fra at tale om stort arbejdspres til at definere os selv som stressede. Og ofte endda syge af stress. Uden at de fremgår af denne artikel, hvilken statistisk der henvises til, statueres det, at over 250.000 danskere lider af stress.
Alene den sproglige finte i, at lide af stress indikerer, at det er noget man bliver syg af. Man har ikke bare stress, man er ikke stresset, næh, man lider af det. Artiklen fortsætter da også med at sige, at over 35.000 danskere dagligt er sygemeldt med stress og det er så her, jeg gerne lige vil stoppe op et øjeblik. Hvordan ved disse mange danskere, at de er syge med stress? Og hvordan ved de at det skyldes dårligt arbejdsmiljø?
At lide af stress
Langt de fleste statistikker der henvises til, når medierne og vi selv taler om, hvor mange danskere der er syge med stress, er baseret på selvrapporterede tal. Altså tal, der er udledt af spørgsmål så som : I hvor høj grad føler du dig stresset? Hvor mange sygedage har du haft det forgange år på grund af stress? Og så fremdeles.
Lur mig, om ikke de fleste af os føler sig stressede i en eller anden grad, hvis man ved stress mener, at der er for meget at se til og for lidt tid til at gøre alt det man gerne vil, eller bliver bedt om. Og jeg skal da være den sidste til at påstå, at et sådan pres ikke kan medføre fysiske reaktioner så som hukommelsestab, manglende overblik, hjertebanken og meget andet.
Men er man så syg af stress, fordi man oplever et pres og nogle fysiske symptomer?
Hvis man spørger lægevidenskaben, er stress ikke en diagnose der kan stilles på linje med eksempelvis depression eller angst – som kan forårsages af for langvarigt stress ja, men stress i sig selv betragtes ikke som en decideret sygdom, men måske nærmere en psykisk belastningsreaktion, der kan medføre kognitive og kardiovaskulære symptomer, hvis den står på i længere tid. At det så ikke kun handler om belastning, men også om hvordan du selv tænker om denne belastning og om, hvordan vi taler om vores belastninger komplicerer billedet endnu mere.
Det man taler om, bliver man selv.
Når vi læser så meget om, at vi er så mange der “lider” af stress, skal man lige tage højde for, at, at denne øgede belastning og stress sygdom er selvrapporteret, men hvad er det egentlig der rapporteres? Hvad er det vi taler om?
På nuværende tidspunkt har vi selv definitionsretten til at beskrive vores sygemeldingsårsag, når der er tale om sygemeldinger af kortere varighed – og det bliver nemmere og nemmere at få lægerne til at udskrive erklæringer om, at man er syg på grund af psykiske arbejdsbelastninger (eller også oplever lægerne flere og flere med psykiske belastninger, der afhænger vist af, hvem man spørger).
Hvis jeg har ret i, at lægerne er mere tilbøjelige til at udskrive lægeerklæringer på baggrund af psykiske arbejdsbelastninger, er sundhedssystemet måske medvirkende til at understøtte lægmandsforståelsen af, at en oplevelse af psykisk arbejdspres er sygeligt. Dette kan bide sig selv i halen, da en sådan forståelse kan medvirke til, at vi føler os syge, hvis vi oplever et pres. Som Lotte Hvas skriver i bogen Diagnoser (Brinkmann og Petersen 2015), er en diagnose mere end blot et navn på en tilstand:
“En diagnose er også en fortælling. En fortælling, der siger noget om fortiden og om fremtiden og om årsagen til, hvorfor tingene er, som de er”
Stress kan være en god fortælling
I en fortravlet hverdag kan stress være en god fortælling at læne sig op ad, når man har brug for en pause. På det fleste arbejdspladser er det i dag fuldt ud legitimt lige at tage en sygedag eller to, fordi man er stresset. Men måske skal vi også passe på med, at tale os mere stressede/syge end vi egentlig er.
Ud fra en konstruktivistisk forståelse af stress, er vores sprogbrug medvirkende til at skabe vores virkelighed. Derfor er der risiko for, at jo mere vi taler om stress, jo mere stressede føler vi os. Og jo mere vi taler om stress som sygeligt, jo mere syge bliver vi. Overvej derfor en ekstra gang, hvad du mener, hvis du siger du er stresset. Måske bliver du det.
Trackbacks & Pingbacks
[…] stresset af at tale meget om stress? Det spørgsmål har jeg allerede haft under kærlig behandling tidligere, men jeg synes det fortjener en tur […]
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!