Isoleret stressbehandling er en kortsigtet løsning

Når psykologen behandler for stress, er det med absolut fokus på, at give den stressede nye værktøjer og forståelser til at håndtere sin virkelighed, så stress ikke bliver en konsekvens af arbejdet og den  livssituation, den stressede befinder sig i.

Hvad sker der udenfor stressbehandlingen?

Gennem samtaler og øvelser bringes den stressede tilbage til en tilstand, hvor det igen er muligt at tackle den virkelighed man befinder sig i. Men hvad sker der med virkeligheden imens?

Som jeg også skrev i et tidligere indlæg, stopper behandlingens fokus desværre ofte her. Altså ved den sygemeldte.

Men som digteren Donne skrev for længe siden, så er intet menneske en ø.

Vi er sociale væsener, der skal ses og forstås i en større sammenhæng , da vi ikke lever alene, men er forbundet med vores omgivelser.

Den stressede behandles isoleret

Derfor er det problematisk, når psykologen kun behandler den stressede isoleret fra de sammenhænge, vi alle indgår i og er konstrueret af.

Arbejdspladsen skal bringes med ind i stressbehandlingen

Arbejdspladsen er en oplagt social sammenhæng at se nærmere på, når en stresset skal behandles og findes tilbage til jobbet. Men det sker desværre alt for sjældent, at dette sociale system bringes med ind i behandlingen, hvilket har alvorlige konsekvenser for behandlingens holdbarhed.

Kortsigtet effekt ved kun at behandle den syge

Hvis man ikke indarbejder arbejdspladsens dynamikker under en sygemelding i selve behandlingen af den sygemeldte, vil behandlingens effekt mindskes og i værste fald forsvinde helt efter en tid.

Problemet er, at man i normal praksis tager den sygemeldte væk fra arbejdspladsen.

Man beder ledere og kolleger om at give den sygemeldte fuldkommen ro, hvilket der kan være behandlingsmæssig god logik i. Mens den sygemeldte er helt afskærmet fra arbejdspladsen, behandles vedkommende med samtaler, mental træning og diverse andre tiltag.

På et eller andet tidspunkt vurderes det, at vedkommende så småt er klar til at starte på jobbet igen, hvorefter den sygemeldte bliver bedt om at tage kontakt til sin arbejdsplads og lave en indslusningsaftalen. Nogle gange med hjælp fra behandlerne – alt for ofte uden.

Stressbehandling har for stort fokus på individet

Det skyldes formentlig både, at behandlerne har dette individ fokus, men også, at de ikke har de nødvendige kompetencer til at skabe dialog med arbejdspladsen. Men lad mig koncentrere mig om dette individ fokus.

Fra et socialt og systemisk perspektiv, er det uhensigtsmæssigt at behandle den stressede som en særskilt entitet. Man tager den enkelte ud af det system, han er en del af. Behandler ham og forventer derefter, at han kan puttes tilbage ind i systemet igen, uden yderligere konsekvenser.

Men et system, som en arbejdsplads, vil altid reagere; både når der fjernes en del, mens delen er væk og når delen skal reintegreres.

1. Når der opstår en sygemelding

Når en stresset kollega melder sig syg, vil de tilbageværende kolleger blive efterladt med mange spørgsmål. Hvad skete der? Var det noget vi gjorde? Er han ok? Denne usikkerhed vil påvirke det fremtidige samarbejde i arbejdsgruppen. Hvis kollegerne samtidig får besked på at undlade kontakt til den sygemeldte, vil den stressedes plads i fællesskabet udfordres, både mens han er væk og når han skal tilbage

2. Når den stressede behandles

Mens den stressede er under behandling, vil han formentlig undergå en personlig udvikling. Han lærer måske at “sige fra”, bliver mere opmærksom på sin egne signaler osv. Han er næppe helt den samme, når han vender tilbage til arbejdspladsen. Imens kan kollegerne gå og spekulere over, hvem det mon er, de snart skal til at tage imod igen. Er det ham vi kender? Vil han være mere tyndhudet eller kan han stadig tåle, at vi tager gas på ham? Imens skal kollegerne varetage den sygemeldtes opgaver.  Samtidig vil der komme nye opgaver til gruppen, procedurer forandres og omverdenens krav står sikkert heller ikke stille, mens den stressede er helt væk.

3. Når den stressede skal tilbage til arbejdet

Når den sygemeldte er ved at være klar til at komme tilbage til sin (nu forandrede ) arbejdsplads,  er det oftest praksis, at man starter den stressede langsomt op igen. Med overskuelige opgaver og få timer ad gangen, som herefter øges gradvis indtil man er tilbage fuld tid.

I denne proces, skal kollegerne stadig varetage en del af den stressedes arbejdsopgaver og de skal gennemskue, hvilke opgaver han selv kan tage sig af og hvad der skal ske bagefter.

Pas på den sygemeldte ikke holdes ude

Her er der en overhængende risiko for, at den stressede bliver sat ud “på sidelinjen”, i kraft af at han ikke bidrager fuldt til gruppens opgaver.

Systemet kan udstøde den stressede, eller måske forlange, at han opfører sig, som han plejede at gøre før sygemeldingen. Der kan dermed være en risiko for, at de (for den stressede) nødvendige adfærdsforandringer underkendes, med risiko for, at den stressede bliver syg igen efter kortere eller længere tid.  Behandlingen mister dermed sin effekt efter en stund.

Hav helheden i fokus når stress behandles

Pointen er, at  hvis man kun fokuserer på den sygemeldte i behandlingen, risikerer man altså at reintegrere vedkommende ind i en organisation, der kan gøre mere skade end gavn i forhold til den stress, der måske endda skabte problemet i første omgang. Så er man jo lige vidt.

God arbejdslyst og

– Bettina Prühs