Sygefravær eller nærvær?

I Debatten på P1 handlede det 23. februar 2016 om, hvorvidt danskerne overdriver deres stress eller om arbejdet slider så hårdt på vores mentale helbred, som vi går og siger, fik vi blandt andet talt om sygefraværsstatistikker.

Hvorfor er der så mange der er sygemeldt med stress i det offentlige?

Værten stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor der er så mange sygemeldte med stress i det offentlig i forhold til det private.

Ifølge Danmarks Statistik , er sygefraværet nemlig næsten dobbelt så stort i den offentlige sektor fremfor den private, der kun tegner sig for 6,4 årlige sygedage mod et sted mellem 11 og 12.5 dag afhængig af, om man arbejder i kommune, region eller stat.  Hvorfor er der så stor forskel?

Noget af det jeg ser som forklaring er, at der er forskellige fraværskulturer, der kommer til at afspejle sig i sygefraværsstatistikkerne.

Forskellige arbejdspladser – forskellige fraværskulturer

På nogen arbejdspladser er det mere normalt at melde sig syg end på andre, hvilket der er mange grunde til, en af dem er kultur.

Kulturen på en arbejdsplads spiller en stor rolle i, hvilken beslutning man træffer som medarbejder, hvis man har det skidt. Melder man sig syg, eller tager man på arbejde på trods af sit knap så gode velbefindende?

Er læger mindre syge end andre i sundhedsvæsenet?

Som det kunne ses i en artikel hos ugeskriftet.dk,  har lægerne et markant lavere sygefravær end de øvrige medarbejdergrupper i det offentlige. Med kun 6 dage i gennemsnit, svarer det jo nærmest til at have helbred som en privatansat. Eller i hvert fald, at man har en adfærd som en privat ansat.

For hvad er det, der afspejler sig i disse tal? Privatansatte er vel ikke mere raske end offentligt ansatte?

Mere sygenærvær skævvrider tallene

Som artiklen udtrykker det, så dækker det lave sygefravær hos lægerne blandt andet over, at de ofte tager på arbejde, selvom de måske burde blive hjemme og pleje sig selv, ofte med den begrundelse at det vil have for stor negativ effekt hos kollegerne, hvis man melder sig ud af arbejdsstyrken.

Det er selvfølgelig ikke entydigt godt at gå på arbejde, selvom man er syg. Det kan jo både smitte og øge risikoen for at sygefraværet bliver større på længere sigt (men det burde jo så også afspejle sig i statistikkerne).

Modsat kan man så diskutere, om man altid skal melde sig syg, når man har det skidt. Måske er det også meget godt for helbredet (og for kollegerne), hvis man vælger at tage på arbejde, på trods at lidt øjenbetændelse eller træthed?

Kan man arbejde, selv om man er syg?

En del af forklaringen på den store statistiske forskel i mellem offentligt og privat sygefravær skal selvfølgelig også findes i andet end kultur.

Som Grete Christensen fra Dansk Sygeplejeråd også var inde på i P1 Debat, så er der mange forskelle mellem de to sektorer; der er langt flere kvinder end mænd ansat i det offentlige, hvilket selvfølgelig afspejler sig i fraværsstatistikker, hvis der tales om barns første sygedag (som stadig primært tages at kvinderne).

Omsorgsarbejde kræver flere sygedage

Samtidig er jobtypernes anderledes, hvis man ser på de to sektorer generelt: I det offentlige er der meget omsorgsarbejde, i det private en større andel af “kontornussere”.

Det er alt andet lige nemmere som videnarbejder, at tage sig en hjemmearbejdsdag, hvis man har det småskidt. Dermed kan man arbejde på måske halv kraft, men stadig arbejde lidt ved computeren, selvom næsen er rød eller halsen kradser.

En sygeplejerske kan derimod ikke så godt omgås patienter, hvis hun hoster, hakker og spreder bakterier og vira mens hun yder patient hygiejne. Nogen vil sige det kræver større mentalt overskud at være i omsorgssektoren, men stress påvirker altså også koncentrations- og innovationsevnerne, der er afgørende for en videnarbejder.

Men der er altså begrænsninger forbundet med den jobtype man besidder, som kan medvirke til at forklare, hvorfor nogen brancher har større sygefravær og andre har mere sygenærvær, altså kommer på arbejde, selvom man måske teoretisk set er syg.

Hvad koster det at være sygemeldt?

Når man så ser nærmere på disse branche- og jobtypeforskelle, så er der ganske givet også noget andet på færde, der har betydning for vores sygefravær.

Omkostningen ved at være syg. Som jeg også var inde på i P1 debat, så er der alt andet lige forskellige omkostninger forbundet med at være sygemeldt, hvis du er funktionæransat i det offentlige og dermed får løn under sygdom, kontra hvis du arbejder som timelønnet eller selvstændig.

Det er dyrere at være syg, hvis du er selvstændig

Her er der direkte afregning time for time, når du ikke kan passe dit arbejde.

Det koster ved kasse 1 med det samme, hvilket formentlig får en del af os til at vurdere vores helbred lidt anderledes, end hvis en sygedag ikke har konsekvenser for lønsedlen.

Det er da en af grundene til, at jeg lige nu sidder og skriver et blogindlæg, selvom min ryg gør ondt på grund af lidt for meget stress de seneste dage.

Og det er helt sikkert baggrunden for, at jeg aldrig har været så syg, at jeg har anset det for nødvendigt at aflyse et kundearrangement, forkølelse eller ej.

Hvornår er man for syg til at arbejde?

Jeg vil derfor stadig fremhæve kulturen som en væsentlig faktor til at forklare forskellen i sygefravær.

Måden vi taler om og forstår sygdom på, har en betydning for hvordan vi reagerer, hvis vores krop eller psyke kommer ud af balance. Beslutningen om, hvornår man er for syg til at arbejde, tages ikke kun af lægen, men også i fællesskabet på arbejdspladsen.

Det er også arbejdspladsens kultur der bestemmer, hvornår man er for syg

Normen for, om man melder sig syg, hvis man har det skidt, fastlægges både på et samfundsmæssigt plan, ud fra en medicinske metoder, men også på arbejdspladserne.

Jeg har set adskillige arbejdspladser, hvor sygefravær var noget, der blev fordelt at medarbejderne ud fra et retfærdighedsprincip:  “Du var jo syg i sidste uge, så er det vel ok, at jeg lige tager en dag hjemme i morgen, hvis jeg føler mig lidt træt.”

Modsat har jeg set arbejdspladser, der trækker sygemeldings- og fraværsstatistikkerne ned i den lave ende.

Hvor medarbejderne kom på arbejde, men gjorde kollegerne opmærksomme på, at det er en dag, hvor man måske har brug lidt ekstra overbærenhed og hjælp. Men man var der, og var dermed også tilgængelig for de andre kolleger, som så ikke blev belastet helt så meget, som hvis man var blevet hjemme.

Det er din egen vurdering der bestemmer en sygemelding

Spørgsmålet om, hvorvidt man er syg, når man melder sig for syg til at arbejde, bliver jo i første omgang besvaret af dig selv: oplever du din tilstand som værende god nok til at udføre dit arbejde?

Den selvdiagnosticering der finder sted, farves så af, hvordan vi forstår sygdom og sundhed på vores arbejdsplads og i vores samfund og om det betragtes som ok, at man melder sig syg pga. stress eller ømhed, eller om der skal mere håndgribelige diagnoser til, før sygdommen accepteres som legitim.

Det er nok ikke uden grund, at arbejdspladserne er begyndt at efterlyse robuste medarbejdere. Måske afspejler det, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvornår man er for syg til at arbejde.  Men mere om det senere…

god arbejdslyst og

– Bettina Prühs