Usikkerhed er den nye virkelighed på arbejdsmarkedet

Der tales i disse år meget om en ny arbejdsform, der vinder indpas også på den danske arbejdsmarked; løsansættelse hos højtuddannede, hvilket medfører, at flere og flere rykker “ned” i den sociale klasse man kalder prekariatet.

Den prekære klasse

Udtrykket bruges blandt andet af forskeren Guy Standing, der bruger det til at opdele arbejdsmarkedet i forskellige klasse, afhængig af deres magt og jobsikkerhed.

Prekariatet er således den klasse, der er præget af stor usikkerhed i ansættelsen og har lille magt til at definere sine arbejdsvilkår. En gruppe, der tidligere primært kunne findes i de ufaglærtes rækker, men som nu har fået selskab af en lang række videnarbejdere og akademikere.

Konstant på jagt efter nye opgaver

En stor del af denne arbejdskraft er nu også hele tiden er på jagt efter den nye opgave, det nye projekt. At have stor viden indenfor sit felt eller have en videregående uddannelse, er dermed ikke længere en sikkerhed for et fast arbejde, som det var i gamle dage.

Det passer til virksomhedernes behov for løs arbejdskraft

Fra et arbejdsgiversynspunkt er det helt sikkert meningsfuldt, at fylde sin arbejdsstyrke op med korttidskontrakter nu til dags. Mange opgaver i dag skal udføres for en (kortere og kortere) periode og derefter er der ikke længere behov for den kompetence, som opgaven kræver.  Og hvad skal man så stille op med den arbejdskompetence, hvis han er blevet ansat under “normale” vilkår?

Virksomhedernes behov bevæger sig altså i langt højere grad hen imod midlertidige ansættelser, så de bedre kan få opfyldt deres ressourcebehov, uden at være bundet til unyttig kompetence i længere tid.

Der tabes værdi, når viden går tabt

Så for dem giver det udmærket mening, selvom der absolut også er argumenter for, at en langvarig ansættelse kan skabe stor værdi gennem forretningskendskab, opsamling af viden og loyal adfærd. Men det er en anden snak.

Arbejdskraften filtreres fra

Fra et medarbejderperspektiv er denne udvikling knap så fordelagtig, for hvad er konsekvensen ved denne nye arbejdsform?

Ja, der er langt flere muligheder for at få spændende opgaver og konstant at udvikle sig, frem for at hænge fast i  det samme trivielle job år efter år. Og trivialitet vil vi jo undgå for enhver pris i det senmoderne arbejde.

Er det frihed at være løstansat?

Der kørte forleden en diskussion på LinkedIn om dette fænomen med korttidskontraktansættelse. Langt de fleste kommentatorer kunne  ikke se problemet i denne nye arbejdsform, men  talte tværtimod for ideen og fremhævede fordelene i,  at være selvstændig (med hovedvægt på det ultimative ord “frihed”).

Og der er da også noget om det. Det er spændende at bevæge sig rundt i et felt, hvor man aldrig ved hvad du møder rundt om næste hjørne og hvor man konstant skal lære nyt for at kunne levere varen.

Problemet er bare, at denne usikre arbejdsform ikke er for alle.

Ikke alle kan trives i “frihed”

Denne nye arbejdsform er filtrerende, for det er bestemt ikke alle medarbejdere, der kan trives med den grad af økonomisk usikkerhed og risiko, der følger med livet som selvstændig.

Mange har et grundlæggende behov for tryghed, som denne arbejdsform ikke kan tilbyde, med mindre man er en af de få, der er så eftertragtet en “vare”, at man kan sætte en høj timepris og ikke behøver bekymre sig om den næste opgave. For langt de fleste er dette utopi.

Usikre jobformer er diskriminerende

Usikre jobtilbud diskriminerer dermed mange potentielle medarbejdere. Ligesom arbejdsgivernes krav om mental robusthed bliver det et filter, der frasorterer mange helt almindelige mennesker.

Rigtig mange mennesker vil ikke kunne leve op til de krav, som den nye arbejdsform forudsætter; at man skal være fleksibel og konstant tilpasse sig nye metoder og tilegne sig ny viden. At man skal kunne fungere med ikke at vide, hvornår den næste løncheck kommer ind på kontoen. At man hele tiden skal arbejde sammen med nye mennesker, nye steder og formentlig også med fleksible arbejdstider.

Det er slut med tryghed

Alt sammen krav der er næsten umulige at imødekomme, hvis man har stort behov for tryghed, ikke er den skarpeste kniv i skuffen, er ordblind, eller har en fysisk eller psykisk skavank, der kræver stabile og trygge rammer, listen kan fortsætte i det uendelige.

Danmark mister arbejdskraft, hvis så mange ekskluderes i det nye jobmarked

Hvad enten vi kalder dette nye vilkår prekariatansættelse eller robusthedskrav (to sider af samme sag), så medfører det en dybt uheldig frasortering af en stor del af arbejdsstyrken, hvis disse krav får lov til at tage magten.

Når man så samtidig ser den ene overskrift efter den anden proklamere, at Danmark mangler arbejdskraft, så kan man undres over, hvordan virksomhederne så kan tåle at sortere så mange fra, ved at stille krav, som kun de færreste kan leve op til.

Det virker som en uholdbar udvikling, både for arbejdsgiver og for arbejdstager. Måske var det på tide, at parterne igen tog sig en snak om, hvordan virksomhederne kan få opfyldt sine behov ved at gøre brug af alle de personlige og faglige kompetencer, der er til rådighed på markedet, i stedet for at filtrere dem fra.

God arbejdslyst og

 – Bettina