Har du overvejet, at få dig en hund til at hjælpe på din stress?

Det spørgsmål har jeg hørt flere stressramte få stillet af deres psykolog og en del af dem efterlever også dette velmenende råd. Men det er bare ikke altid nogen god ide.

En hund er afstressende, men…

Som ekspert i sygefravær hos stressramte kan jeg godt forstå rationalet bag dette råd; en hund kan medvirke til at skabe stabile rammer og rutiner, der kan medvirke til at sænke patienten stressniveau. Det kan sikre, at patienten får noget motion fordi hunden skal luftes. Motion afhjælper stress. Og videnskabelige undersøgelser har vist, at når man kæler med en hund udløses hormonet oxytocin, der kan sænke blodtryk og puls. At have hund kan altså være en mekanisme til at minimere de  negative konsekvenser af stress.

Men så stopper det også der.

Som hundejer og -træner stritter alt i mig, når jeg hører en stressramt modtage dette råd om at anskaffe sig en hund for at behandle deres stress.

En hund er et stort ansvar

For det første lever en hund mellem 8 og 14 år, afhængig af race. Så længe er der forhåbentlig ikke nogen patient , der har behov for  behandling. Derfor har anskaffelse af en hund konsekvenser, der rækker langt ud over det formål, man søger at understøtte her. For det andet er effekten af en hund direkte afhængig af, hvilken race man vælger, hvilken personlighed hunden har og hvordan den enkelte hund kommer til at udvikle sig.

Jeg har en hundetræningskursist, der har været sygemeldt i et halvt år på grund af stress. Hun er stadig tydeligt berørt af problemet og endnu ikke fuldt arbejdsparat. Ifølge hende selv, har denne stress øget hendes sårbarhed betydeligt og hun er endnu ikke helt så arbejdsparat, som før sygemeldingen. Og nu har hun fået hund, på sin psykologs anbefaling.

Heldigvis har hun valgt en hund, der er umanerligt blød og kælen og som er roligheden selv. Intet kan bringe denne hund ud af fatning og den stiller stort set ingen krav til aktivering. Den er bare på en nærmest zenagtig måde og dermed er den også et glimrende redskab til at styrke ejerens ro, dæmpe hendes åndedræt, blodtryk osv. Men …

Som stresset skal man ikke have mere ansvar

Jeg har haft en anden hundetræningskursist i præcis samme situation: langtidssygemeldt på grund af stress og en anbefaling fra psykologen om at anskaffe sig en hund. Denne kursist  havde så en hund i forvejen, men den var meget gammel og orkede derfor ikke rigtig at gå tur. Så han lyttede til sin psykologs råd og anskaffede sig en ny hund. Det skulle han nok ikke have gjort, for han valgte en aktiv race og købte hunden fra hvalp.

Det betød mange søvnløse nætter på grund af renlighedstræning, en del tyggede sko og  dørpaneler på grund af alene-hjemme-træning og mange timers arbejde med at lære hunden de mest grundlæggende færdigheder, så den er til at have med ud verden. Nu er hvalpen er blevet voksen, men den er stadig en brugshunderace, hvilket betyder, at det en hund, der har stort behov for at gå lange ture og træne og arbejde. Og samtidig har den en usædvanligt opmærksomhedskrævende personlighed.

Det har bestemt ikke hjulpet denne patient at få en hund.  Det velmenende tanke om en ny hund har skabt så stressende en oplevelse,  at det nærmere har betydet en forværring af hans stresstilstand. Og de næste 8-10 år har han nu ansvaret for et dejligt, men ret krævende væsen. Det er måske ikke lige det man har brug for,  når man forsøger at genfinde balancen.

Der er ingen lette løsninger på stress

At få sig en hund lyder umiddelbart som et godt værktøj til at sænke stressniveauet. I hvert fald indtil man dykker lidt dybere ned i, hvad det indebærer at have hund.

Som så mange andre lette løsninger, er også den her for god til at være sand – den er ikke altid en løsning, men kan skabe yderligere problemer.

Som stressygemeldt tilbydes man ofte samtaler som en del af stressbehandlingen. Hvem du kommer til at samtale med afhænger af, hvor tilbuddet kommer fra og hvilke kriterier dette tilbud så er udvalgt efter. Nogen tilbud vælges ud fra strengt definerede kriterier og forventninger om uddannelsesniveau, erfaring og evidensbaserede behandlingstilbud. Andre tror mere på, at patienten har mest gavn af at vælge den behandling, som patienten vurdere som effektiv.

Vær kritisk overfor de “gode” råd

Men ikke engang en statsautoriseret titel som psykolog giver patienten en sikring for, at de gode råd der gives også er de rette for den enkelte. Det ligger derfor en stor opgave at sortere i og udvise kritisk sans overfor behandlerens rådgivning. Ikke just en sans, der er styrket når man er “nede med stress”.

Som stressbehandler kan man tilsyneladende også forfalde til at søge efter lette løsninger, der kan bringe ens patient videre i sit helbredelsesforløb. Herfra skal bare lyde en bøn om, at stressbehandlere nøjes med at udtale sig om løsninger, man har den faglige indsigt i konsekvenser og effekt af. Og at man som patient, uanset hvad man så fejler, bruger sin kritiske sans til at vurdere behandlerens råd, inden man følger eller fravælger dem.

God weekend og

– Bettina Prühs