Hvordan bliver vi klar til det opbrud, der sker på arbejdsmarkedet for tiden? Hverken fagforeninger, velfærdssystemet eller medarbejderne lader til at være rustet til de udfordringer, vi står overfor, når arbejdet forandrer sig på så mange parametre samtidig.

En forandring, der betyder færre jobs til lavtuddannede, mere teknologi til at klare standard opgaver, færre fuldtidsansættelser og langt flere korttids- og projektansættelser, med dertilhørende større usikkerhed og mindre mulighed for at stille krav til ordentlige løn og arbejdsforhold. Hvordan imødekommer vi det?

Arbejdsgiverne er klar

De nye jobkrav kommer i høj grad fra arbejdsgiverne, der bliver presset af en global økonomi og naturligt ønsker at bruge alle de muligheder de kan finde, for at imødekomme dette pres. Her er teknologi jo en oplagt alliancepartner, ligesom projektansættelser kan fjerne en del af forhindringerne til at kunne levere on-demand-løsninger. Det bliver lettere at skrue op og ned for arbejdskraften, hvis den er løst tilknyttet.

Desværre tænker arbejdsgiverne stadig disse nye former ind i gamle rammer, så langt de fleste projektansættelser forudsætter stadig en 37 timers (+) arbejdsuge. Det udelukker en del kompetente medarbejdere, der har kompetencer, men ikke ressourcerne til at tilgodese dette krav.

Arbejdsgiverne kunne gøre sig selv en stor tjeneste, hvis de tænkte lidt ud over den gamle lønmodtagerdefinerede 37 timers ramme. Det ville give dem et langt større udvalg af medarbejdere at trække på. Helt klar er arbejdsgiverne altså ikke, men de er godt på vej.

Fagforeningerne er ved at gøre sig klar

Det er heldigvis ved at gå op for fagforeningerne, at fremtiden bliver anderledes, end den fortid foreningerne er designet til at håndtere. De er for alvor ved at komme ind i kampen og ruster sig blandt andet ved større sammenslutninger og tværgående samarbejder.
Fagforeninger er nødt til at genopfinde sig selv, hvis de skal være en støtte for den enkelte udvikling imod et nyt arbejdsmarked.

Nutidens og fremtidens udfordringer afspejler sig heldigvis også tydeligt i eksempelvis FTFs kursusudbud for 2017 , der byder på en del stress forebyggelse og skabelse af robuste arbejdspladser , men også diskussioner om fagforeningens rolle og medarbejdernes behov fremover.

Velfærdssamfundet er ikke klar

Imens fagforeningerne forsøger at genopfinde sig selv, er mange af de andre velfærdsstrukturer stadig formet til det “gammeldags” lønarbejde. Det har alle tider været svært for kunstnere at passe ind i disse strukturer, hvilket har gjort dem afhængig af kunststøtte og fondes velgørenhed. Med nedskæring i alle rækker, bliver det næppe lettere at være kunstner fremadrettet, da deres deltidsjobs og legater slet ikke stemmer overens med at erhverve sig dagpengeret i de stille perioder.

Dagpenge systemet er nok et af de værste eksempler, da flere og flere arbejdere falder uden for dette system.

Eller arbejderne bliver inde i systemet længere end højst nødvendigt, fordi systemet ikke tilskynder til, at man tager sig et kortvarigt job. Et problem, som OECD også påpegede i sin nye rapport om Danmarks særlige udfordringerne i at få folk tilbage i job. og som forhindrer virksomhederne i at få de rette medarbejdere, medarbejdere i at få de rette jobs og skattesystemet i at få de rette skattekroner i stedet for at udbetale unødigt mange af dem.

Hvad med dig? Er du klar?

Indtil vores systemer måske bliver indrettet til bedre at kunne rumme disse moderne arbejdsformer, med kortvarigt og/eller løs tilknytning til en arbejdsplads, så er det ikke en dans på roser at være løsarbejder. Alene usikkerheden der er forbundet med sådanne projektansættelser, kan øge vores stress niveau betragteligt og stå i vejen for et godt arbejdsliv.

Men denne konsekvens er nok delvis affødt af, at vi danskere i så høj grad er et lønmodtagersamfund.

Vi har procentvis et af de laveste antal iværksættere i de vestlige lande. Vores mentalitet og tankemønstre er indrettet til et 8-16 job, med dertilhørende fast pensionsopsparing, opsigelsesvarsel, barselsydelse og så videre. Når vi mister vores lønmodtagerjob, går vi straks ud og leder efter et nyt magen til.

Hvis du selv skal blive klar til at holde dig oprejst, når de nye arbejdsformer og vilkår kommer væltende, er det formentlig også nødvendigt med et opbrud i din måde at tænke arbejde på. Skal dit næste job absolut være 37 timer på samme arbejdsplads? Hvad med at sprede dine kompetencer ud på flere forskellige jobs? Skal det være en fast ansættelse? (tiden, hvor man nærmest giftede sig med sin arbejdsgiver er vist under alle omstændigheder forbi. Begge parter i denne relation er blevet mere tilbøjelige til at forlade forholdet, når noget andet viser sig.)
Skal du i øvrigt lave det samme hele livet? Selvom politikerne har set sig nødsaget til at sætte en klods om benet på dem, der gerne vil skifte erhvervsretning, så er langt de fleste jobs i dag mindre specialiserede og afhængige af særlige eksamenspapirer. Der er ikke ret meget der forhindrer, at man ser andre veje efter et job, ud over den mest oplagte rute.

Nye tider kræver nye løsninger

Men det kræver, at man skifter perspektiv, briller, eller synsretning. Jeg vil derfor slå et slag for, at både arbejdsgivere, fagforeninger, velfærdssamfund og medarbejdere forsøger at tænke nyt og se i nye retninger efter løsninger og muligheder. De gamle løsninger kommer ikke til at passe til de nye udfordringer. Der skal nye løsninger til og jeg er sikker på de er derude. Man skal bare være klar, for at kunne finde dem.

God tur og

– Bettina Prühs