Skal medarbejderne tilpasse sig til de svære arbejdsvilkår, eller omvendt?

Der rapporteres om stigende arbejdspres og dårlige arbejdsvilkår fra mange sider, ligesom vi hører om flere danskere, der bliver syge på grund af arbejdsrelateret #stress. Der skæres ned på den offentlige velfærd, hvilket skaber voldsom travlhed hos velfærdsarbejdere. De løber hurtigt og skal se godt efter for at kunne bevare meningsfuldheden i deres job, fordi de bruger store dele af deres arbejdstid på at dokumentere og kontrollere, i stedet for at pleje. I det private erhvervsliv sættes der uopnåelige performancemål og stilles såkaldt dobbeltbindende krav til medarbejdere, der dermed ikke kan agere uden at opleve en fiasko (og selv påtager sig skylden).

Mange samtidige forklaringer på arbejdspresset

Der peges samtidig på mange forklaringer på denne udvikling: globaliseringen og den stigende konkurrence nødvendiggør, at vi arbejder hurtigere og mere effektivt, for at kunne hamle op med den øvrige verdens billigere lønninger og lange arbejdsdage. : Vi er et forkælet folkefærd, der bare vil arbejde så lidt som muligt. : Danskeren klynker og føler sig syg af den mindste ubehag.: Arbejdsgiverne presser medarbejderne til sidste blodsdråbe i en kynisk udnyttelse af arbejdskraft. Og så fremdeles.

Sandheden skal nok findes et sted inde midt i alle disse forklaringer og vildledninger, men resultatet er ikke til at overse: vi bliver syge af vores arbejde. Spørgsmålet er så, om det er medarbejderne, der skal finde nye måder at handle på? Eller om arbejdsgiverne skal finde nye arbejdsvilkår, man kan handle indenfor?

I dette indlæg vil jeg fokusere på de psykologiske konsekvenser ved, at indordne os markedskræfterne og dermed forvente, at mennesket må indrette sig derefter.

At søge personlige forklaringer dehumaniserer individet

Dette er kraftigt inspireret af Nadja Prætorius fremragende bog En verden til forskel- omstillingens nødvendige frisættelse af det markedsgjorte menneske (2016), hvor hun blandt andet skriver:

“Når stressforskningen anlægger det perspektiv, at det er af relevant at undersøge, hvem det er, der går ned med stress, og hvilke personlighedsfaktorer hos den enkelte der er årsag til, at personen ikke kan hamle op med det nutidige arbejdsmarked, risikerer man at legitimere tendenserne til politisk-økonomisk betinget arbejdsrelateret dehumanisering.” (Prætorius 2016)

Hvis vi accepterer at arbejde med stigningen af arbejdsrelateret stress ud fra et perspektiv, hvor individets kompetencer og livshistorie sættes i fokus, lægger vi samtidig ansvaret for denne stress over på individet og underlægger os dermed implicit de arbejdsvilkår, der er med til at skabe stress.

Hvis man i stedet skal bevare en opfattelse af individet som humant og værdigt, skal der søges efter andre løsninger. Det kan også sikre individer, der både vil og kan arbejde, men under andre betingelser.

Meningsfuldhed er et menneskeligt behov

“Til de mere komplekse og højere funktioner af det menneskelige potentiale hører vores evne til at opleve mening, sammenhæng og perspektiv, […] at der er mening i livet og i tilværelsen i betydningen: en oplevelse af meningsfuldhed. Oplevelsen af mening, sammenhæng og perspektiv er uadskilleligt forbundet med oplevelsen af værdi og at føle værdifuldhed som menneske, i det sociale fællesskab og i tilværelsen generelt.

De menneskelige grundforudsætninger er […] helt fundamentale aspekter af menneskets væren og bevidsthed, som vi har brug for at være i kontakt med for at kunne opleve os selv- og blive oplevet – som sunde, livsduelige og velfungerende mennesker, og som vi baserer vores selv- og omverdensforståelse på.” (Prætorius 2016)

Vi har altså brug for, at kunne se en mening med det vi laver, for dermed at føle, at det vi bidrager med er værdifuldt, og at vi dermed også selv er værdifulde. Denne grundforudsætninger sætter visse grænser for, hvad man som medarbejder kan kapere psykisk. Hvis arbejdsbetingelserne umuliggør et meningsfuldt virke, påvirker det vores livsduelighed. Hvis vi behandles som objekter og bliver bedt om at udføre meningsløse opgaver, går det altså ud over vores helbred!

Fællesskabet skal heller ikke have hele ansvaret

Mit eget arbejde er selv i risiko for at være en del af de dehumaniserende mekanismer, på trods af, at jeg dagligt taler for at fjerne det individualiserende blik på stress.  Jeg arbejder jeg med at opbygge organisatorisk robusthed, i stedet for at gøre individerne robuste og mindful. Det gør jeg især, fordi jeg mener det er amoralsk at behandle individerne som objekter, der bare skal tilpasses markedskræfternes krav. Jeg tror ikke på, at det er muligt at løse problemstillingen ved at tilføre den enkelte nye kompetencer, da det menneskelige islæt og dermed grundlæggende psykologiske mekanismer står i vejen for dette.

Som en del af dette arbejde med at flytte robusthed op på et højere organisationsniveau, rådgiver jeg arbejdspladserne til at tage et fælles ansvar for hinandens helbred og sygefravær. Det kan løfte en stor del af presset fra den enkelte, hvis man ikke føler sig alene om opgaven. De sociale omgivelser har i det hele taget stor betydning for den enkeltes psykiske velbefindende.

Men det er heller ikke løsningen, hvis det ikke følges af en forandring i arbejdspladsens opgavekrav og forventninger til medarbejderne. Hvis den individuelle robusthed bare bliver afløst af en organisatorisk robusthed, og dermed flytter ansvaret til arbejdsfælleskabet i stedet for individet, kan man risikere, at ledelsen stadig fralægger sig ansvaret. Og så er vi lige vidt.

Organisatoriske løsninger skal løftes

Hvis man skal løse problemet med, at så mange medarbejdere bukker under for umenneskelige arbejdsvilkår, skal der også stilles spørgsmålstegn ved vilkårene. De er ikke naturgivne og kan derfor også ændres!

Ja, vores arbejdsmarked er truet af lave lønninger og dygtige medarbejdere fra andre lande, men det er ikke nogen løsning, bare at lægge sig fladt ned og acceptere dette, mens medarbejdere segner under presset. Hvis vi skal gøre dette samfund langtidsholdbart, er vi nødt til også at tilpasse arbejdet til menneskets behov – ikke kun omvendt.

Løsningen på de mange stress sygemeldinger skal derfor også findes ved, at arbejdsgivere og politikker erkender, at den nuværende udvikling ikke er en farbar vej fremad.

Organisationerne skal indrettes, så de tilgodeser grundlæggende menneskelige behov, der er en forudsætning for at være en god medarbejder (og et værdifuldt individ).

Vi er nødt til at omstrukturere vores måde at tænke arbejdsform og arbejdsvilkår på, hvis de menneskelige ressourcer også skal være tilgængelige og arbejdsduelige fremover. Vi skal have meningsfuldhed tilbage som et afgørende parameter, hvis både menneske og bundlinje skal fremtidssikres!

God arbejdslyst og

– Bettina Prühs