Hvor blev de vigtige pauser af?

Grænseløse arbejdsrytmer ødelægger muligheden for at holde pauser sammen, så man kan skabe den sociale lim, der er sikrer innovation,  et godt arbejdsmiljø og arbejdspladsens robusthed.

Man hører tit, at det moderne arbejde bliver mere og mere grænseløst. Og grænseløsheden har samtidig mange former. Grænseløshed handler nemlig ikke kun om, at vi nu kan arbejde hvor som helst og når som helst. Det handler også om, hvordan vi arbejder, hvor vi nu end beslutter os for at arbejde.

Pauserne der forsvandt

De pauser, der tidligere var skemalagt fast, er stort set forsvundet. Det er kun de færreste, der lige skal ud og ryge en gang hver anden time. Og det er de færreste arbejdspladser, der stadig holder fast i en “nu mødes vi lige i kantinen og tager en kop kaffe” pauserne.

I min tid som kontorelev i midten af 1990´erne på en offentlig arbejdsplads, startede dagen klokken 9. Klokken 10 mødtes alle 15 medarbejdere om et rundt bord med et par kander kaffe og the. Her blev dagens opgaver koordineret, informationer blev delt og aftaler blev indgået på tværs af arbejdsfunktionerne. Så kunne dagen for alvor begynde. Ved frokosttid mødtes alle parter igen over en bid mad, og omkring klokken 15 var det tid til en status, inden dagens sidste etape blev påbegyndt. Den rytme gav afdelingen et fælles udgangspunkt og et sammenhold omkring at løse opgaverne.

Alle disse koordineringsmuligheder er for længst sparet og effektiviseret væk. Og det har en pris, for der var en mening med pauserne.

Pausernes funktion

Pauser er effektive muligheder for at sikre et fornuftigt samarbejde på tværs af afdelinger og opgaver.

Som tidligere ryger bebrejder jeg blandt andet de forsvunde rygepauser, at mange medarbejdere i dag arbejder løsrevet fra hinanden og dårligt nok mødes over kaffeautomaten længere. Selv efter jeg blev ikke-ryger, er jeg fortsat med at deltage i rygepauser, hvis jeg er så heldig at arbejde sammen med rygere. Rygepauserne er nemlig vældig effektive muligheder for lige at vende problemstillinger, at lufte frustrationer og ikke mindst, at lære hinanden bedre at kende.

Når fælles pauser skæres væk, går vigtig information tabt og relationerne svækkes.

Innovation i pauserne

I en travl hverdag er det nemlig ofte i de små pauser, man får hørt om, hvad de andre lavede i weekenden, eller har af planer. Det er også her, man får mulighed for at spille bold med hinanden om gode ideer og input. Den slags innovation er tit effektiviseret væk, da det ikke betragtes som produktivt arbejde at diskutere løst og fast omkring en problemstilling. Men ud over, at hjernen har brug for pauser, hvis den skal fungere optimalt, så er pauser også vigtige inkubationsperioder i innovationsprocessen.

Ryk ud på altanen

Da jeg var arbejdede i en IT afdeling, var virksomhedens altan det mest effektive sted at få løst sine udfordringer. Det var her man samledes uformelt over en smøg og dermed også fik muligheden for lige at træde et skridt tilbage fra det problem, man kæmpede for at finde en løsning på. Det er ofte, når man flytter fokus lidt væk fra en problemstilling, at ideerne modnes.  Det var også på altanen, de andre rygere (kolleger) kom med bud på, hvordan en problem kunne angribes. Og det var her, man morede sig og/eller kom af med sine frustrationer.

Jeg er mange gange vendt tilbage til skærmen med nye løsningsmuligheder og ideer til, hvordan en nød skal knækkes. Ofte med et smil på læben og fornyet energi til at tænke.

Pauser skaber social lim

Pauserne er altså effektive til at få hvilet hjerne og løst op for et problem. De er også rigtig gode til at lime folk sammen.

I bogen Et arbejdsliv i acceleration – Tiden og det grænseløse arbejde (Holt et. al 2013) vises  , hvordan grænseløshed i arbejdsopgaver og arbejdstid individualiserer medarbejderne, blandt andet fordi pauserne er gjort asynkrone – man holder ikke længere samtidige pauser. Dermed forsvinder også følelsen af, at man er en del af et team. Man mister samtidig en oplagt mulighed for at koordinere på tværs og man kender ikke længere de kolleger, der ikke befinder sig i umiddelbart fysisk nærhed af ens arbejdsstation.

De fleste vil sige ja tak til, at man får medindflydelse på sin arbejdstid og arbejdsform. Men når medarbejdere kommer og går, og når de formelle pauser er sparet væk, går det ud over arbejdspladsens sociale sammenhold.

Social lim forebygger og helbreder

Den sociale lim, der skabes i disse pauser har en afgørende betydning for, om man trives i sit job, om man er effektiv i sit arbejde og ikke mindst, om man føler et ansvar for sine kolleger. Et ansvar for at medvirke til at løse en opgave og give social støtte, når der opleves udfordringer. Et ansvar for at reagere, hvis man kan fornemme, at en kollega mistrives – hvilket også er sværere at opdage, hvis man ikke har tid til at tale sammen socialt. Og ja, nu er jeg på vej tilbage til mine kæpheste: sygefravær og psykisk arbejdsmiljø. For hvis sygefravær og mistrivsel skal forebygges, så er det netop den sociale lim på arbejdspladsen, der skal til. Det er denne lim, der fastholder engagement,  skærmer ved modstand og løfter både den enkeltes og fællesskabets muligheder og kræfter. Det er den sociale lim, der skal bruges til at øge arbejdspladsens (og den enkeltes) modstandskraft, når der opstår kriser og pres.

Lad os få pauserne tilbage

Det er den sociale lim, der er med til at hive den enkelte op af dyndet og forhindre, at en stresset medarbejder bliver syg. Lige som det er den sociale lim, der er med til at helbrede medarbejdere, der skal tilbage på arbejdspladsen efter en sygemelding.

Når pauserne skæres væk, fjernes et vigtigt element i en innovativ arbejdsplads og et godt arbejdsliv. Når de fælles pauser forsvinder, forsvinder også muligheden for at bruge fællesskabet som støttefunktion. Jeg håber derfor dette skriv kan få arbejdspladserne til at genoverveje, hvad der mistes, når pauser forsvinder og medarbejdere overlades til sin helt egen tidsstyring. Det er ikke kun en god ting at få grænseløs arbejdsfrihed.

God arbejdslyst og

– Bettina Prühs