6 måder at undgå stress på arbejdspladsen
Hvilke knapper har ledere og medarbejdere at skrue på, når det psykiske arbejdsmiljø skal sikres på arbejdspladsen?
Hvordan kan lederen forebygge stress hos medarbejderne (ud over ikke selv at blive for stresset)?
Fordi stress er så kompleks en størrelse, kan det være let at skyde skylden for en medarbejders stress på privatlivets forhold. Selvfølgelig betyder det noget for vore stressniveau, hvordan det går derhjemme. Vi kan og skal ikke adskille det private og arbejdet, når det kommer til vores helbredsmæssige betingelser.
Som leder kan du stadig påvirke deres stressniveau en hel del. Ved at se på arbejdspladsens muligheder for at undgå mere stress.
Hvad stresser på arbejdet?
I arbejdspsykologien taler vi om seks vigtige faktorer, som kan skabe mere eller mindre stressede forhold for medarbejderne. Disse seks faktorer kaldes også stressorer og fokuserer på de arbejdsbetingelser, som påvirker vores mentale helbred og trivsel.
- Stil rimelige krav.
Der skal være en god balance mellem de krav der stilles til medarbejderne og de muligheder man har for at opfylde kravene.
Hvis lederen beder medarbejderne om at opfylde umulige, urealistiske deadlines, så vil det påvirke deres stressniveau negativt. Hvis en medarbejder bliver bedt om at udføre en opgave, som hun ikke har faglige eller tidsmæssige forudsætninger for at kunne løse, så bliver hun stresset. Vil I undgå stress på arbejdspladsen, skal der altså stilles fornuftige og rimelige krav til arbejdet.
- Giv medarbejderne indflydelse på deres opgaver
Mennesker har brug for en vis grad af indflydelse på deres hverdag. Også når det gælder jobbet.
Det er fint nok, at lederne bestemmer over tildeling af ressourcer og opgaver. Medarbejdere har også brug for rammer at forholde sig til. Fortæl dem derfor gerne, hvad de skal lave. Men de har til gengæld brug for at have indflydelse på, hvordan opgaven så skal udføres.
- Beløn rimeligt for det udførte arbejde
Urimelighed er en stressor, der ikke bør undervurderes. Og løn og andre belønninger kan i den grad få vores rimelighedssensor til at reagere. Når du beder medarbejdere udføre en opgave eller en stilling, så skal der være en rimelighed mellem de krav du stiller til medarbejderen og den aflønning de får for arbejdet. Vi har brug for at få nogenlunde det samme som sidemanden, hvis vi skal lave det samme arbejde og har de samme forudsætninger. Ellers påvirkes vores stressniveau negativt.
- Skab forudsigelighed i hverdagen
Forandringsprojekter er noget af det mest stressende man kan opleve som medarbejder. I hvert fald, hvis man ikke bliver informeret og inddraget tilstrækkeligt i processen. For vi har behov for en vis grad af forudsigelighed i vores hverdag. Så fortæl så meget som muligt om, hvilke planer der lægges for fremtiden og hvilken betydning det vil få for den enkelte medarbejder. Det sikrer et fornuftigt stressniveau.
- Gør opgaverne meningsfulde
Vi kan klare meget mere pres, hvis vi har et meningsfyldt arbejde. Uanset om du står ved et samlebånd eller arbejder for Røde Kors, så har du brug for at vide, hvad pointen er i de opgaver du bliver bedt om at udføre. Der er forhåbentlig altid en pointe, ellers skal man som leder overveje kraftigt, om en opgave kan sløjfes. Så når du har fundet meningen med en opgave, sørg for at viderebringe den. Eller hjælpe medarbejderne med selv at finde meningen i deres job. Det er stærkt nødvendigt for at holde stress på et sundt niveau.
- Skab rammerne for et godt samarbejde
Vi har brug for støtte fra vores omgivelser, for at kunne klare de mange krav der stilles til os i hverdagen. Derfor er gode kolleger en væsentlig stressfaktor. Hvis der opstår fnidder i samarbejdet, hvis man holdes udenfor fællesskabet, vil det i høj grad påvirke stressen negativt. Derfor er det vigtigt hele tiden at holde øje med, om det sociale klima på arbejdspladsen er velfungerende. Ellers er det et oplagt sted at sætte ind overfor.
Med disse seks metoder kan I skabe en tryg og effektiv arbejdsplads.
Det er vigtigt at sige, at det ikke nytter noget kun at gøre noget ved den ene stressor. Stress opstår i et kompliceret samspil af mange forskellige ting. Ovenstående seks områder er noget af det, der er “lettest” at påvirke – som leder og som medarbejder.
Det kræver bare, at stress og trivsel bliver taget alvorligt, og at alle tager sin del af ansvaret for opgaven.
Læs mere om de seks guldkorn og muligheder for at forbygge stress:
- BFA kontor stressredskab
- Ledernes guide til at forebygge stress hos medarbejderne
- Få styr på din stress
- Når du begynder at tage skade af din stress
- Symptomer på stress
- Du kan også lytte til HR viden podcast, der har udgivet et par udsendelser om stress. Og der er flere på vej
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!