,

Hvad er trivsel på arbejdspladsen?

Hvad er trivsel på arbejdspladsen?

Vi skal trives på jobbet, for at være effektive og sunde.  Vi skal have gode arbejdsbetingelser, for at trives på jobbet. Sunde medarbejdere trives bedre på jobbet. Alle tre påstande ses ofte, når der diskuteres trivsel på arbejdspladsen.

Men hvad kommer først? Sundhed, trivsel, effektivitet eller gode arbejdsbetingelser? Hvilket element giver det mest mening at tilpasse?

Trivsel På Arbejdspladsen

Spørgsmålet er, hvor det bedst kan betale sig at sætte ind, hvis man gerne vil sikre en god arbejdsplads og stærk virksomhed. Skal man koncentrere sig om at sikre medarbejdernes sundhed i forventning om, at det vil sænke deres stresssymptomer og øge deres trivsel? Eller er det arbejdsbetingelserne, der først skal optimeres, for at sikre en sund forretning med effektive medarbejdere? Kan man få bedre arbejdsbetingelser ved at sikre høj trivsel? Og bliver man så mere effektiv af det?

Man kan selvfølgelig vælge både at sætte ind på alle fire parametre, men en fokuseret indsats har som regel også størst effekt, så måske kan det være nyttigt at skærpe sit fokus, for at finde den kortest mulige vej til en effektiv arbejdsplads med høj trivsel og sunde medarbejdere.

Hvad skal der til for at trives på arbejdspladsen?

En af de bedste huskeregler man kan benytte til at anskue trivsel på arbejdspladsen er, at der både er individuelle og fælles faktorer i spil. Den enkelte medarbejder kan IKKE selv sikre sin egen trivsel. Men det kan arbejdspladsen (ledelsen) heller ikke. Kollegerne har også mulighed for at påvirke den enkeltes trivsel, men ingen af de tre parter kan stå alene, hvis man skal trives på en arbejdsplads.

Ansvaret for trivsel på arbejdspladsen

Du har sikkert allerede fået tudet ørene fulde om input til, hvordan du kan holde dig sund og rask gennem god kost og motion, drop rygning og alkohol, have en god balance i livet, udvikl din psykologiske robusthed osv. Alt sammen faktorer, der kan medvirke til at øge din trivsel i det daglige – hvad end du er på arbejde eller ej.

Men hvis man skal trives på arbejdspladsen, så skal der andet end fysisk og mental sundhed på banen. Lad os derfor sætte fokus på arbejdspladsens muligheder for at sikre effektive og gode medarbejdere med høj trivsel.

Her har både din leder og dine kolleger en del muligheder for at påvirke jeres trivsel og effektivitet.

Hvordan opnår man trivsel på en arbejdsplads?

Vejen til høj trivsel, går gennem dine muligheder for at være en effektiv og kompetent medarbejder. Vi har behov for at få anerkendelse og mestre vores arbejde, som i øvrigt skal være meningsfuldt og have indlagt udviklingsmuligheder.

Anerkendelse og udviklingsmuligheder: vejen til effektivitet.

En klar kerneopgave gør det lettere at præstere og opnå anerkendelse

Hvis en medarbejder skal trives på jobbet, skal han have mulighed for at opnå anerkendelse i sit arbejde. Den letteste vej til at opnå anerkendelse på sit arbejde er, hvis man får muligheden for at yde en god præstation.  Her kan en klar opfattelse af, hvilken kerneopgave man er ansat til at løse være et oplagt sted at starte, for at sikre medarbejdernes muligheder for at opnå anerkendelse.

Samtidig er det afgørende, at medarbejderen har de kompetencer og ressourcer, som skal til for at løse opgaven. Vi skal med andre ord kunne mestre vores arbejde, for at trives på en arbejdsplads.

Udviklingsmuligheder påvirker vores trivsel

Men selvom mestring er et vigtigt parameter for, at vi trives i det daglige, så skal vi heller ikke være alt for gode til vores arbejde. Mennesket har behov for at blive udfordret og have mulighed for at udvikle sig. Derfor skal arbejdspladsen sikre, at der er indlagt mulighed for at “komme videre” i sin karriere, hvad enten det er gennem faglig udvikling internt, kurser i byen, forfremmelse, forflyttelse eller på anden måde.

Som med så meget andet, er det meget individuelt, hvad der betragtes som udviklingsmuligheder hos og for den enkelte. Men det er i hvert fald et væsentligt parameter, hvis man skal sikre høj trivsel på en arbejdsplads.

Anerkendelse er en opgave for både leder og kolleger

Høj trivsel forudsætter som sagt, at man er i stand til at mestre sit arbejde og dermed opnå anerkendelse. Men hvad er anerkendelse? Det er igen en meget individuel størrelse, for den ros fra chefen, som du oplever som en anerkendelse, bliver måske betragtet som værdiløs, hvis din kollega fik den. Modsat kan den beundring og tak, som din kollega lige fik fra sit team, måske opleves som ligegyldig fra en udenforstående. Men være langt mere værd end chefens skulderklap for modtageren.

Dermed også sagt, at anerkendelse er mange ting og det er absolut ikke kun chefen der har adgang til – eller ansvar for- at uddele den. Både leder og kollegers anerkendelse er en meget vigtig faktor til at sikre høj trivsel på jobbet.

Vejen til dette kan gå gennem det begreb man kalder social kapital – altså fokus på samarbejde, tillid og retfærdighed på jobbet.

I det hele taget er samarbejdskulturen på arbejdspladsen et ekstremt væsentligt element, når man skal arbejde med at sikre høj effektivitet og trivsel på arbejdspladsen.

———-
Læs mere om anerkendelse som stressforebyggende og motiverende faktor til at sikre høj trivsel i mine tidligere indlæg her på bloggen:

“Anerkendelse påvirker helbred og sygefravær”

“Glem alt om løn og performancemålinger som motiverende faktorer”

“Uretfærdighed på jobbet skaber stress”
———-

 

God ledelse er en forudsætning for høj trivsel

Kollegerne og det daglige samarbejde er altså afgørende for at sikre en høj trivsel på arbejdspladsen. Når det så er sagt, skal der ikke herske tvivl om, at kompetent ledelse er en grundlæggende forudsætning for samme. En dårlig leder er noget af det, der i den grad kan påvirke medarbejderes trivsel.

Lederen skal nemlig både sikre, at medarbejderen får den nødvendige anerkendelse i hverdagen, men lederen har også ansvaret for de mere grundlæggende arbejdsbetingelser, som kan stå i vejen for en høj trivsel, hvis de ikke fungerer.

Lad mig her fremhæve nogle af de vigtigste faktorer for høj trivsel, som en leder direkte kan påvirke:

Anerkendelse og udviklingsmuligheder har jeg allerede talt om. Det er selvfølgelig lederens opgave at sikre, at medarbejderens karrieremuligheder er tydelige og afstemt med den enkeltes ønsker og behov.

Det er også lederens opgave at sikre, at medarbejderen arbejde kan udføres på en effektiv måde, det kræver både at han/hun får og har de nødvendige kompetencer og ressourcer. Det kræver også, at ITsystemer og arbejdsgange ikke står i vejen for at udføre opgaven (læser I med i det offentlige?).

Tryghed og retfærdighed: lige som kollegernes anerkendelse og samarbejde påvirkes af tillid og retfærdighed, så er den enkeltes trivsel også påvirket af disse faktorer. Man har brug for at vide, hvilke fremtidsudsigter man skal forholde sig til. Både i forhold til de daglige opgaver og ens generelle job. Det kræver en tilstrækkelig information om ledelsens strategier og fremtidsplaner, hvis man skal kunne performe optimalt og trives i jobbet.

Det SKAL give mening!

I det moderne arbejde tales rigtig meget om mening, som et trivselsfremmende (og stressforebyggende) element. Et arbejde skal opleves som meningsfyldt, hvis vi skal have en følelse af at trives i jobbet. Og hvis vi skal udføre en opgave effektivt.

Vejen til trivsel og effektivitet kan altså gå gennem at sikre mening i det daglige arbejde.

Som leder bør man derfor hele tiden huske, at forklare pointen/meningen med en opgave og med de beslutninger som træffes fra højere sted. (Her kan de i øvrigt være en god ide at inddrage kollegerne i opgaven med at finde en mening sammen, hvis den ikke er åbenlys).

En leder har altså en afgørende betydning for, om der er høj trivsel på en arbejdsplads. Lederen skal sikre gode arbejdsbetingelser for at medarbejderne kan mestre deres arbejde og dermed opnå den nødvendige anerkendelse. Lederens skal tydeliggøre både mening og udviklingsmuligheder og sikre både jobtryghed og en oplevelse af retfærdighed i hverdagen.

Derudover kommer selvfølgelig de mere almene arbejdsbetingelser så som et fornuftigt fysisk arbejdsmiljø, en god balance mellem krav og opgaver og alt det andet, der hører ind under et normalt ledelsesansvar at sikre.

———-
Læs mere om lederens muligheder for at sikre høj trivsel og undgå stress på arbejdspladsen i mit tidligere blogindlæg:  “6 måder at undgå stress på arbejdspladsen”
———-

 

Hvornår kan man sige, at nu har vi høj trivsel på vores arbejdsplads? (Hvordan man måler trivsel)

Når I nu har gjort alt det ovenstående, kan man så være sikker på, at I har høj trivsel på arbejdspladsen? Det er et stort spørgsmål, som mange har ledt efter svaret på. Man kan i hvert fald lede efter nogle indikatorer gennem brugbare trivselsmålinger, man bør kunne se en udvikling i effektiviteten på arbejdspladsen, der bør være tegn på trivselsudvikling i et faldende sygefravær og en øget medarbejderfastholdelse.

Hvis I sørger for, at man i det daglige får den nødvendige anerkendelse, har adgang til at udvikle sig i jobbet og mulighed for at være effektiv og mestre sit arbejde. Så er der en god sandsynlighed for at man trives på jobbet. Når lederen sørger for at sikre mening i arbejdet, skaber tryghed gennem information og medvirker til at understøtte et godt samarbejde og tillid i arbejdsfællesskabet, så er I nået rigtig langt. Hvis samarbejdet fungerer godt og kerneopgaven er klart defineret, så bliver det lettere at være effektiv og dermed også trives. Og det bliver lettere at trives og dermed være effektiv.

Skal man gå efter trivsel eller effektivitet på jobbet?

Udfordringen kan så igen være, om man skal gå efter hønen eller ægget. Som jeg startede med at skrive, så kan høj trivsel medføre øget effektivitet. Men det gælder jo også den anden vej. Så skal man overhovedet sigte efter høj trivsel? Eller skal man sigte efter, at skabe høj social kapital, fjerne effektivitetsforhindringer eller give medarbejderne bedre mad i kantinen og mulighed for at løbe en tur i arbejdstiden?

Efter min mening bør man fokusere på fællesskabets og ledelsens muligheder for at påvirke både trivsel og effektivitet, ved at se efter virksomhedens stærke sider og finde de oplagte lavthængende frugter til at øge effektivitet, trivsel og sundheden på jeres arbejdsplads.

Vejen til at finde disse frugter kan gå igennem en gennemtænkt og tilpasset arbejdspladsvurdering (APV) og måske en udvidet undersøgelse af arbejdspladsens stress og fraværshåndterin, som i den grad også kan påvirke arbejdspladsens trivsel.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil være sikker på at læse med, når andre udlæg udkommer.

Rigtig god arbedslyst og

Godt Arbejdsliv– Bettina Prühs

 

 

9 replies
  1. Kalle
    Kalle siger:

    Super spændende læsning! Har du en holdning til om at stærke relationer, både arbejds og især ikke-arbejds-relaterede, bidrager til øget arbejdsglæde og trivsel?

    Svar
    • Bettina Prühs
      Bettina Prühs siger:

      Hej Kalle

      Tak. Også for et rigtig godt spørgsmål.

      Stærke relationer på arbejdet er en væsentlig del af virksomhedens sociale kapital. Relationer i det hele taget har en stor betydning for vores velbefindende, se fx ABC for mental sundhed. Det er være en del af et fællesskab betyder noget for vores mentale sundhed og forebygger stress. Man kan også tale om at gode relationer sikrer trivsel og bidrager til øget arbejdsglæde.
      Det bliver lidt mindre tydeligt om man kan tale om sammenhæng mellem stærke private relationer og arbejdsglæde. Jeg kender ikke til nogen der har undersøgt en direkte kausalitet. På et mere spekulativt plan kan man spekulere over, om mennesker med stærke relationer i privatlivet har nogle gode sociale kompetencer der bevarer disse relationer og som, om ikke andet så i hvert fald sandsynliggører gode arbejdsmæssige relationer. man kan også overveje, om de gode relationer i privatlivet gør individet mere modstandsdygtigt overfor konflikter og mistrivsel.
      Som det også fremgår af min artikel, er det både kolleger, ledere og den enkelte der påvirker arbejdsglæde og trivsel. Derfor tænker jeg der er mange mere direkte veje hen mod arbejdsglæde, der lettere kan arbejdes med fra en arbejdspladsperspektiv. Men en interessant undren, tak for den!

      Dbh
      Bettina

      Svar
      • Kalle
        Kalle siger:

        Fedt – tak for svar, og for tippet om ABC. Spørgsmålet kommer sig af at jeg er ved at udvikle et socialt spil online, for virksomheder. At se det som at gøre noget aktivt for at skabe mental sundhed giver god mening, fremfor målet at skabe stærke relationer. Dbh, Kalle

        Svar
  2. jesper stærmose
    jesper stærmose siger:

    Hej Betinna
    Jeg er en typisk ejerleder der startede min virksomhed for ca 27 år siden, vi er ca 20 ansatte.
    Trivsel på arbejdspladsen er efter min overbevisning nøglen til succes og jeg fornemmer vi er ved at skride lidt her.
    Jeg har indkaldt til Trivselssamtaler de kommende dage, har du et værktøj eller en bog jeg kan uddele til god læsning her i julen.

    Svar
    • Bettina Prühs
      Bettina Prühs siger:

      Hej Jesper

      Når vi arbejder med trivselssamtaler anbefaler jeg at tage dialogen i arbejdsfællesskabet. Der kan man nemlig gøre rigtig meget for hinanden, så der kommer trivsel til at handle om, hvordan vi passer på hinanden.
      Dermed kommer samtalen også primært til at handle om arbejdsmiljøet, arbejdsbetingelser og samarbejdet.

      I den samtale bruger jeg som regel billedet af en luftballon, hvor sandsækkene er de krav, der stilles til arbejdet, som kan tynge på arbejdsevne.
      For at sikre ballonen kan flyve, skal der derfor helst være masser af ressourcer, der kan løfte arbejdsevne. De findes hos den enkelte og gennem teamet.

      Måske kan du give dem det som opgave i julen : tænk over, hvad der sikrer, at du kan svæve, også når opgaverne er tunge?
      Så kan I evt. tage en fælles dialog bagefter om, hvordan alle så svæver og hvad teamet og du kan gøre for sikre det

      Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Læs mere om sammenhængen mellem trivsel og effektivitet i mit tidligere blogindlæg: Hvad er trivsel på arbejdspladsen? […]

  2. […] Hvis dette lykkes, kan både organisationens effektivitet og medarbejderes trivsel bevares. I denne artikel vil jeg koncentrere mig om at beskrive, hvilken kommunikation der kræves for at sikre trivsel hos medarbejderne. Trivsel og effektivitet hænger jo tæt sammen, som jeg blandt andet har skrevet om tidligere blogindlæg: Hvad er trivsel på arbejdspladsen? […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg er ikke en robot: