,

Har du en effektiv hjemmearbejdsplads? – Sådan bliver du produktiv mens du arbejder hjemmefra

Hjemmearbejdsplads

Hjemmearbejde har stadig et blakket ry, hvilket der sikkert er gode grunde til og sikkert også lige så mange forældede årsager til. Hvis du er en af dem, der gerne vil arbejde mere hjemmefra, så grib muligheden for at få skabt en god arbejdsplads mere:

Hvad skal der til, for at hjemmearbejdet fungerer?

Et effektivt hjemmearbejde forudsætter gode arbejdsrutiner, et godt arbejdsmiljø og god kommunikation med dine samarbejdspartnere.

Når arbejdsrutinerne brydes må du lave nogle nye rutiner

Mange af vores arbejdsrutiner er brudt af, at vi skal lære at arbejde mindre tæt sammen, altså helt bogstaveligt talt. Hvis du er blevet bedt om at arbejde hjemmefra noget mere forventes du sikkert stadig at producere som du plejer. Derfor skal du have skabt nogle rutiner på din hjemmearbejdsplads, som kan hjælpe dig.

Hvilke rutiner plejer du at bruge til at være effektiv på dit arbejde?

På din normale arbejdsplads havde du nogle rutiner der hjalp dig til at være effektiv; måske hentede du kaffe mens printeren blev færdig. Du checkede mails mellem 8 og 8.30, sørgede for arbejdsro til koncentrationsopgaver ved at tage headset på og var iøvrigt god til at “spare” på instagram før frokost, som blev afholdt på et bestemt tidspunkt (der hvor du havde mest brug for en pause).

Når du nu sidder på hjemmekontoret, er det nærliggende at genbruge de arbejdsrutiner du allerede har etableret. Måske skal de tilpasses lidt, så det er vaskemaskinen der besøges mens printeren bliver klar. Måske behøver du ikke stå helt så tidligt op. Du kan selvfølgelig også bare vælge at starte arbejdsdagen tidligere, når du sparrer transporttiden. Dermed bliver der plads til en gåtur i frisk luft, som kan gøre dig effektiv også i eftermiddagstimerne, hvor facebook og twitter lokker.

Under alle omstændigheder forudsætter din effektivitet at

  • du har nogle gode rutiner til at få arbejdet for hånden
  • du sætter lige så mange regler og hindringer i vejen for dine overspringshandlinger som du plejer.

Start med at danne dig et overblik over, hvad du plejer at gøre og tilrettelæg din arbejdsdag, så du får nogle lige så brugbare rutiner på hjemmearbejdspladsen. Så er du godt igang.

Det gode arbejdsstilling og arbejdsmiljø skal også være tilstede på hjemmearbejdspladsen

Måske har du allerede et godt hjemmekontor. Eller er du en af dem, der plejer at sidde lidt akavet ved spisebordet eller på sofaen med din bærbar i skødet? Det skal stoppes lige nu, for det gavner ikke din effektivitet og ødelægger iøvrigt dit helbred.

Find så vidt muligt en måde at indrette din arbejdsplads på, så du sidder ordentligt. Og helst også med muligheden for at stå op indimellem, hvis du er meget ved en computer. Sørg også for en god arbejdsbelysning, så dine øjne ikke bliver for trætte af at arbejde hjemme.

Arbejdsmiljøloven dækker også hjemmearbejdspladser i noget omfang

Arbejdsmiljøloven gælder i øvrigt også for din hjemmearbejdsplads, hvis du arbejder hjemmefra regelmæssigt (arbejdsmiljøloven er opdateret pr. 1. april 2022 til at det skal være mere end 2 dag om ugen i gennemsnit). Derfor kan du sandsynligvis få noget assistance til kontorindretningen fra din arbejdsgiver, som har ansvaret for din hjemmearbejdsplads ifølge arbejdsmiljøloven. Læs mere hos Arbejdstilsynet)

Effektiv kommunikation med dine kolleger når du arbejde hjemmefra

Det her er en af de svære, for hvordan plejer du at kommunikere med dine kolleger? mange af de vaner og rutiner I plejer at have er sikkert uplanlagte og formet af jeres kontorindretning. Nu tager vi de ud af ligningen, men behovet for at samarbejde forsvinder næppe af den grund.

Derfor skal I sammen arbejde med at finde gode metoder til at kommunikere mens I arbejder hjemmefra.

Effektive værktøjer til at sikre god kommunikation

Det vil ofte være gennem elektroniske værktøjer, som jo derfor skal sikres at være effektive. I disse dage bliver ITafdelingerne stærkt udfordret på at sikre gode netværksforbindelser og stabile og sikre kommunikationsværktøjer, hvilket blandt andet HKs podcast Datasnak handler om i afsnit 76.

Du kan sikkert hjælpe ITafdelingen med at sikre gode hjemmearbejdsværktøjer, ved at afklare dit behov for kommunikation.

Lav nogle klare aftaler med dine kolleger om, hvordan I kommunikerer

Derudover er det en god ide at lave nogle flere tydelige aftaler med dine kolleger. Det kan skabe en vældig arbejdsro, at de ikke lige kan komme forbi din arbejdsplads. Men du vil sikkert også få behov for at vide noget af det, du plejer at få med gratis af deres besøg. Derfor skal I etablere nogle mere aftalte møder end I måske er vant til. Hvornår er du til at få fat på? Hvordan? Hvad foretrækker du? Skal vi skrive til hinanden via chat, eller kan et aftalt skypemøde være en bedre ide?

I er nok nødt til at prøve jer lidt frem, hvis den her situation er uvant for jer.

Information og kommunikation er den store udfordring ved hjemmearbejde

Hvordan informerer vi iøvrigt chefen og de andre om, hvad vi har lavet og aftalt? Det plejer de jo at høre helt automatisk. Dermed skal du ikke kun tænke over, hvordan du sikrer din effektivitet mens du arbejder hjemme. Find også ud af, hvordan du kan holde din leder og dine kolleger informeret imens du knokler (Det kan iøvrigt fjerne noget af mistænksomheden om, hvorvidt du laver noget).

God arbejdslyst og

Godt Arbejdsliv– Bettina Prühs

Jeg har tidligere skrevet om nogle af fordelene ved at nedbryde grænser mellem arbejdsplads og hjemmet:

Har du læst indlægget fra gæsteblogger Heydesk om, hvorfor fjernarbejde kan mindske stress?

3 replies
  1. Gerhard Petersen
    Gerhard Petersen siger:

    Jeg har fået 2 blodpropper – først en i hjertet og efter et par år en i hjernen.
    Jeg havde så tid til at reflektere over mit liv. Hvad var årsagen til de blodpropper.
    Det fandt jeg ud af. Det var min livsstil.

    Jeg arbejdede i mange år på kontor sammen med mange andre mennesker. Jeg arrangerede rejser og havde mellem 10 og 70 mand under mig. Det betød, at der hele tiden var nogen, der skulle have hjælp til et eller andet, eller en, der lige ville fortælle mig noget.
    Så skulle jeg lige have en kop kaffe og høre efter, hvad andre svarede i telefonerne etc. Min arbejdstid var normalt på ca 9 timer, men den effektive tid var nok snarere 6 timer på grund af afbrydelser etc. etc.
    Så begyndte jeg at arbejde hjemmefra – mit eget firma og jeg var alene.
    Nu var min arbejdstid nok 12 timer – og det var effektiv arbejdstid – altså dobbelt så meget som før.
    Jeg arbejdede også i week-enderne – men kun nogle få timer.
    Alt i alt nok omkring 70 timer per uge eller 315 timer hver måned.
    Jeg havde ikke nogle fridage, ingen ferie og kunne heller ikke tillade mig at blive syg.

    Jeg havde glemt at tage hensyn til mit helbred. Ren af mine venner havde tilrettelagt sin dag således, at han hver morgen lod som om han skulle afsted til sin arbejdsplads. Han tog tøj på og gik (eller cyklede) en tur på en halv time inden han begyndte sit arbejde. Han tvang sig selv til at holde pauser til formiddagskaffe, frokost og eftermidddagskaffe. Sidst på eftermiddagen lukkede han kontoret ned og gik igen en tur for ”at komme hjem”. Det vart hans arbejdsdag. Turene og morgenen og eftermiddagen brugte han ofte til a reflektere over, hvad han nu skule lave eller hvad han havde glemt at lave – altså det, vi andre normalt brugte køreturen frem og tilbage til arbejde til.
    Han blev ikke stresset!

    Det er vigtigt for alle, der vil arbejde hjemmefra at indlægge sådanne pauser.

    Svar
    • Bettina Prühs
      Bettina Prühs siger:

      Sikke en historie, tak for den! . Den viser så tydeligt, hvor vigtigt det er at indlægge pauser og sunde strukturer. Det gælder jo sådan set både på et kontor og en hjemmearbejdsplads.
      Det er meget ofte en fordel at indramme dagen på en eller anden måde, som din ven har gjort med en cykeltur. Det sikrer bevægelse og dermed bedre helbred, samtidig med at markere start/slut på arbejdsdagen.
      Det kan være nyttigt at indramme aftalte møder ligesådan. Fx med en strækøvelse eller tur til kaffemaskinen. Ellers bliver det hele hurtigt et langt møde ved computeren, hvor man glider fra et virtuelt møde, til mails, tilbage til et møde osv. så ja, strukturer og pauser kan medskabe en sund arbejdsform

      Man bør også bede om hjælp fra arbejdspladsen, så det ikke kun er den enkeltes ansvar, at fastholde sådanne strukturer. Derhjemme er det bare endnu sværere for arbejdsfælleskabet at holde øje med den medarbejder, som ikke får passet ordentligt på sig selv. Det er en af grundene til, at jeg arbejder meget med at klæde ledere og kollleger på til at sikre et fælles godt arbejdsmiljø, uanset om man arbejder tæt på eller på distancen.

      Tusind tak for dit input !
      Mvh
      Bettina

      Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Har du en effektiv hjemmearbejdsplads? – Sådan bliver du produktiv mens du arbejder hjemmefra […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg er ikke en robot: